Mentorprojekt får 2,5 millioner til unge med funktionelle lidelser

Unge med funktionelle lidelser skal have bedre muligheder for at genopbygge et liv med trivsel, fællesskaber og håb. Derfor har ungementorerne på Regionshospitalet Hammel Neurocenter modtaget 2,5 millioner kroner fra TrygFonden til at videreudvikle mentorprojektet "Uden for kategori".
Tilbuddet retter sig mod unge mellem 15 og 35 år med moderat til svær funktionel lidelse og bygger videre på erfaringer fra mentorforløb for unge med hjerneskader og hjernerystelser.
"Som ung med en funktionel lidelse er du i en sårbar situation. Din identitet formes, dine relationer er omskiftelige, og midt i det kommer mange undersøgelser og udredninger," fortæller ungementor Mette Ryssel Bystrup.
Projektet skal give de unge psykosocial støtte gennem blandt andet individuelle samtaler, netværk og peer-to-peer-fællesskaber. Ifølge ergoterapeut og ungementor Helle Bak Christensen er målet at skabe tillid og hjælpe de unge med alt fra hverdagsmestring til fremtidsdrømme.
"Første skridt er, at de unge får tillid til os som ungementorer. Fokus vælger vi sammen og kan være alt fra håb og drømme til mestring af hverdagen," siger hun.
Tilbuddet omfatter også støtte til de unges pårørende, da funktionelle lidelser ofte påvirker hele familien. Projektet afprøves i otte kommuner i Region Midtjylland og skal hjælpe de unge med at blive en del af meningsfulde fællesskaber, uddannelse eller beskæftigelse.
Faktaboks
- Projektet hedder "Uden for kategori".
- Har modtaget 2,5 millioner kroner fra TrygFonden.
- Målgruppen er unge mellem 15 og 35 år med moderat til svær funktionel lidelse samt deres pårørende.
- Projektet bygger videre på erfaringer fra Ungementorordningen og Matching Brains.
- Indeholder blandt andet Åben Dialog, netværkssamtaler og peer-to-peer-fællesskaber.
- Tilbuddet afprøves i kommunerne Skanderborg, Favrskov, Horsens, Norddjurs, Syddjurs, Silkeborg, Hedensted og Viborg.
- De unge visiteres via Aarhus Universitetshospital, Hammel Neurocenter eller de deltagende kommuner.
- Omkring 16 procent af danskerne lever med funktionelle lidelser, mens 1-3 procent har så alvorlige symptomer, at hverdagen er væsentligt påvirket.
- Billede: Ungementorerne Mette Ryssel Bystrup og Helle Bak Christensen






Accepter kun nødvendige cookies